Strandby-Risgårde vandværk a.m.b.a
Vejledning nr. 350
06/2008
Gammelt
nr. 317
Emne: Sådan læses en vandanalyse - fra 1. januar 2002
Af civilingeniør Annelise Petersen, R. Dons' Vandanalytiske Laboratorium
Min første artikel om, hvordan en
vandanalyse læses, blev bragt i det første nummer af Vandposten. Det var i 1973. Artiklen er
løbende
blevet revideret i takt med, at ny lovgivning er kommet til. Nu er den nye bekendtgørelse
nr. 1449 af 11. december 2007, "Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med
vandforsyningsanlæg",
trådt i kraft, og jeg har derfor igen opdateret den gamle artikel. Tidligere var
vandkvalitetskravene opdelt i "vejledende værdi" og "højst tilladelig værdi", nu er der kun én
grænseværdi, kaldet "vandkvalitetskrav".
Til gengæld kan der være forskellige værdier gældende for
afgang fra vandværk og på ledningsnet ved indgang til ejendom samt ved forbrugers taphane.
Sidstnævnte er dog fortsat uden for vandværkets ansvarsområde og vil ikke blive omtalt i det
følgende.
Drikkevandets hovedbestanddele
Farvetal
Et
højt farvetal er udtryk for, at vandet ikke er farveløst, men mere eller mindre gulligt. Denne
gulfarvning skyldes som regel et højt indhold af organisk stof
- humus - og vil derfor også blive
konstateret senere i analysen ved en høj NVOC-værdi.
Afgang,
værk: Max. 5 mg Pt/l, dog kan 10 mg Pt/l tillades, hvis farven skyldes humus.
Ledningsnet: Max. 15 mg Pt/l.
Turbiditet
Ordet turbiditet kan på dansk kaldes uklarhed og måles i enheden FTU = Formazin Turbidity Units,
der refererer til nogle standardopløsninger med formazin. Høj turbiditet betyder, at vandet er
uklart.
Uklarhed kan måske ikke umiddelbart registreres med det blotte øje, da det kan dreje sig om fine
partikler - kolloider. Hvis det
behandlede vand har for højt jern- eller manganindhold, vil det
også registreres som forhøjet turbiditet.
Afgang, værk: Max. 0,3 FTU.
Ledningsnet: Max. 1 FTU.
Lugt og smag
Drikkevand skal være velsmagende og frit for lugt, bortset fra lugt og smag af eventuel klor. Lugt
og smag
angives på vandanalysen som en subjektiv bedømmelse.
Temperatur
For høj temperatur
på drikkevandet påvirker smagsindtrykket og kan give risiko for bakterievækst.
Der er ikke vandkvalitetskrav til temperaturen, men en bemærkning i bekendtgørelsen:
"Det bør
tilstræbes, at vandet højst er 12° C ved taphanen".
pH
pH er et udtryk for vandets surhedsgrad, således at en pH-værdi på 7 svarer til neutral reaktion,
over 7 er vandet basisk eller alkalisk, og under 7 er det surt.
Afgang, værk: 7-8,5.
Ledningsevne
Ledningsevne eller konduktivitet er som inddampningsresten (se nedenfor) et udtryk for vandets
indhold af opløste
salte og benyttes som en hurtigmetode til kontrol af saltindhold.
Afgang, værk: Min. 30 mS/m. Ledningsnet: Min. 30 mS/m.
NVOC
NVOC er en engelsk forkortelse for Non Vo- latile Organic Carbon - ikke flygtigt organisk kulstof -
og er en såkaldt samleparameter, det vil sige en størrelse, der angiver forekomst af flere
forskellige stoffer eller stofgrupper, hvori kulstof
indgår som organisk kulstof. Som oftest er
NVOC udtryk for naturlig forekomst af blandt andet humusstoffer, men kan også være et tegn på
forurening. NVOC erstatter det tidligere målte "permanganattal".
Afgang, værk: Max. 4 mg C/l. Ledningsnet: Max.
4 mg C/l.
Inddampningsrest
Inddampningsresten er et samlet udtryk for vandets indhold af opløste
salte. Det er karakteristisk,
at grundvand har en højere værdi end overfladevand. Et vist indhold af salte medvirker til at gøre
vandet velsmagende, men overskrides kravværdien, er vandet som regel ikke anvendeligt til
drikkevand.
Afgang, værk: Max. 1500 mg/l. Ledningsnet: Max. 1500 mg/l.
Calcium, Ca2+
Calcium er en hårdhedsdanner sammen med magnesium, og der stilles ikke separate krav,
men en bemærkning i bekendtgørelsen: "Indholdet bør ikke
overstige 200 mg/l".
Magnesium, Mg2+
Magnesium er en hårdhedsdanner sammen med calcium. For højt
indhold kan give smagsproblemer og kan
virke svagt afførende.
Afgang, værk: Max. 50 mg Mg/l.
Ledningsnet: Max. 50 mg Mg/l.
Hårdhed, totalt
Som nævnt bestemmer calcium og magnesium vandets
totale hårdhed - et stort indhold giver hårdt
vand, et lille blødt vand. Hårdheden opgives i tyske hårdhedsgrader, ° dH, og vandet kan
karakteriseres efter følgende skala:
0°-4° dH meget blødt
4°-8° dH blødt
8°-12° dH middelhårdt
12°-18°
dH temmelig hårdt
18°-30° dH hårdt
over 30° dH meget hårdt
Blødt vand kan give korrosionsproblemer, mens hårdt vand medfører større sæbeforbrug og
kalkudfældninger.
Der stilles ikke separate vandkvalitetskrav til hårdheden, men en bemærkning i
bekendtgørelsen: "Vandets hårdhed bør ligge mellem 5° og 30°
dH".
Natrium, Na+
Natrium forekommer som regel sammen med klorid eller bikarbonat, afhængig af
vandtypen. Forhøjet
natriumindhold giver saltsmag og indvirker muligvis på blodtrykssygdomme.
Afgang,
værk: Max. 175 mg Na/l. Ledningsnet: Max. 175 mg Na/l.
Kalium, K+
Forekomst af kalium i drikkevand
kan være tegn på forurening, men der er i øvrigt ingen
smags- eller sundhedsmæssige ulemper ved forhøjet kaliumindhold.
Afgang, værk: Max. 10 mg K/l. Ledningsnet: Max. 10 mg K/l.
Ammonium, NH4+
Forekomst af ammonium kan være tegn på forurening, men har ofte andre årsager.
Råvandets ammoniumindhold vil ved korrekt vandbehandling omsættes
via nitrit til nitrat under ret
stort iltforbrug og medvirken af mikroorganismer. I rentvand i kemisk balance bør der ikke
forekomme ammonium, da en eventuel ufuldstændig omsætning vil fortsætte ukontrolleret på
ledningsnettet med blandt andet nitritdannelse
til følge.
Hvis vandet ikke filtreres på vandværket, kan ammoniumindhold op til 0,50 mg/l accepteres, men
nitrit skal i så fald kontrolleres på ledningsnettet. Ved vandbehandling med filtrering er kravet:
Afgang, værk: Max. 0,05 mg NH4/l.
Ledningsnet: Max. 0,05 mg NH4/l.
Jern, Fe
Jern
er det stof, som man først og fremmest ønsker at fjerne ved vandbehandlingen, idet for højt
indhold i det rene vand giver de mest iøjnefaldende gener:
aflejringer i ledningsnet og armaturer,
gener ved tøjvask og ved afsætninger i kummer og vaske, dårlig smag og uklarhed. Forhøjet
jernindhold er dog sjældent sundhedsskadeligt, selv om der under uheldige omstændigheder - iltfrie
forhold - kan skabes mulighed
for vækst af jernbakterier. Visse steder i landet kan jernet være
humint bundet - det vil sige bundet til organiske humussyrer, og det kan da være vanskeligt ved
en
traditionel luftning og filtrering at fjerne jernet fuldstændig.
Afgang, værk: Max. 0,1
mg Fe/l. Ledningsnet: Max. 0,2 mg Fe/l.
Mangan, Mn
Mangan forekommer ofte sammen med jern og forårsager
lignende ulemper som jern (se ovenfor), men i
mindre mængde. Mangan på ledningsnettet kan vise sig som et sort, lidt olieagtigt fedtet stof. Det
behandlede vand bør derfor være helt manganfrit.
Afgang, værk: Max. 0,02 mg Mn/l. Ledningsnet: Max. 0,05 mg Mn/l.
Bikarbonat, HCO3-
Bikarbonatindholdet er forbundet med begrebet "forbigående hårdhed", idet den del
af
hårdhedsdannerne (se "Calcium" og "Magnesium"), der forekommer som især calcium-bikarbonat vil
kunne
fjernes fra brugsvandet ved kogning og udfældes som kedelsten. Der er intet vandkvalitetskrav
til bikarbonat, men da et vist indhold er af betydning for vandets pH, er der
en bemærkning i
bekendtgørelsen: "Indholdet bør være over 100 mg/l".
Klorid,
Cl-
For højt kloridindhold kan give smagsproblemer - vandet smager salt ved ca. 400 mg/l, risiko for
korrosion
med deraf følgende opløsning af tungmetaller, tæring i varmtvandssystemer med mere.
Specielt i Danmark, hvor der er mulighed for saltvandsindtrængning og
saltholdige jordlag, er det
vigtigt at holde kloridindholdet i hver enkelt boring under kontrol.
Afgang,
værk: Max. 250 mg Cl/l. Ledningsnet: Max. 250 mg Cl/l.
Sulfat, SO42-
Forhøjet sulfatindhold
kan som klorid give smagsproblemer samtidig med, at det i forbindelse med
magnesium virker afførende. Desuden kan sulfat under uheldige omstændigheder reduceres til
den
ildelugtende og giftige luftart svovlbrinte, for eksempel under iltfrie forhold i
varmtvandssystemer.
Afgang, værk: Max. 250 mg SO4/l.
Ledningsnet: Max. 250 mg SO4/l.
Nitrat, NO3-
For stort indhold af nitrat i drikkevand kan være sundhedsskadeligt, navnlig for spædbørn, idet
nitrat i børns fordøjelsessystem bevirker, at ilttilførslen via de røde blodlegemer nedsættes, og
børnene bliver "cyanotiske" - "blå" - børn. Der er desuden påvist en vis forøgelse i antallet af
mavekræfttilfælde hos patienter
fra områder med forhøjet nitratindhold i drikkevandet.
Nitrat i rentvand, i mængder mindre end 5-10 mg/l, er normalt og stammer som regel fra
ammoniumomsætning (se "Ammonium").
Nitrat i råvand kan - sammen med forekomst af nitrit - være tegn på
forurening, og vandet må i så
fald vurderes med omtanke. Visse steder i landet kan forekomst af nitrat dog være af geologisk
oprindelse, blandt andet på grund af nedsivning gennem jordlag, der ikke reducerer eller
tilbageholder nitrat. Det er da vigtigt at holde
skærpet opsyn med vandets mikrobiologiske
tilstand, fordi organiske mikroforureninger, specielt pesticider, så også vil kunne forekomme.
Afgang, værk: Max. 50 mg NO3/l. Ledningsnet: Max. 50 mg NO3/l.
Nitrit, NO2-
Nitrit i vand er som regel en ustabil forbindelse, der stammer fra omdannelse af ammonium på den
ene eller anden måde.
Hvis nitrit påvises, selv som spor, i en frisk prøve af råvand, er det tegn på forurening og
mikrobiologisk aktivitet.
Forekomst af nitrit i rentvand behøver derimod ikke at betyde forurening,
men kan forekomme under visse driftsforhold. Det nævnes i bekendtgørelsen som en mulighed
som følge
af fornyelse af filtermaterialer med tilføjelsen: "men bør indskrænkes mest muligt". Højt
nitritindhold kan i øvrigt virke hæmmende på blodets iltoptagelse.
Afgang, værk: Max. 0,01 mg NO2/l, dog tillades op til 0,10
mg NO2/l, hvis kravet på ledningsnet er
opfyldt.
Ledningsnet: Max. 0,10 mg NO2/l.
Totalt fosforindhold, P
Forekomst af fosfor i såvel råvand som rentvand kan være tegn på forurening
- som følge af tilløb
af overfladevand/spildevand, men kan også have en geologisk oprindelse. I navnlig dybe boringer med
et vist jernindhold vil en del af jernet ofte være bundet som fosfat, som i så fald vil blive
tilbageholdt i filtrene, hvis disse
fungerer tilfredsstillende. Der bør derfor ikke forekomme
fosfor i rentvand, ej heller som spor. Bemærk, at parameteren angiver indholdet af fosfor P,
hvor den tidligere kunne være opgivet som fosfat PO 3-.
4
Afgang, værk: Max. 0,15 mg P/l. Ledningsnet: Max. 0,15 mg P/l.
Fluorid, F-
Indhold
af fluorid i drikkevand virker forebyggende over for caries - huller i tænderne, og
tandlæger mener, at det gunstigste indhold til dette formål er cirka 1,2 mg/l.
Til gengæld anses et
blot lidt højere indhold for at være sundhedsskadeligt.
Afgang,
værk: Max. 1,5 mg F/l. Ledningsnet: Max. 1,5 mg F/l.
Ilt, O2
Som beskrevet under de foregående
parametre iltes vandet under vandbehandlingen for at kunne
frafiltrere jern og mangan samt omdanne ammonium, og denne iltning skal være så kraftig, at der på
ledningsnettet stadig er 5 mg/l ilt tilbage. Ilten sikrer vandets velsmag og forhindrer vækst af
bakterier,
der kan vokse under iltfrie
- anaerobe - forhold. Ledningsnet: Min. 5 mg O2/l.
Aggressiv kuldioxid, CO2
Aggressivt grundvand - med indhold af aggressiv CO2 - forekommer især i Jylland, hvor jorden er
kalkfattig samt i overfladevand med lavt saltindhold. Fælles for begge vandtyper er lav hårdhed og
pH. Vandet skal behandles, så
det færdige vand ikke indeholder aggressiv CO2, som kan virke tærende
på jern og beton. Derimod kan vandet godt indeholde en vis mængde fri kuldioxid, der
medvirker til
at give vandet en frisk smag. Mængden er i øvrigt afhængig af ligevægten bikarbonat/karbonat og pH.
Afgang, værk: Max. 2 mg aggressiv CO2/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 2 mg aggressiv CO2/l (ikke målelig).
Svovlbrinte, H2S
Svovlbrinte er en ildelugtende - som rådne æg - og giftig luftart, der forekommer
i visse
råvandstyper, og som skal fjernes tidligt i vandbehandlingen ved iltning. Som beskrevet under
"Sulfat",
kan svovlbrinte opstå under uheldige forhold på ledningsnettet navnlig i varmt vand.
Afgang, værk: Max. 0,05 mg H2S/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 0,05 mg H2S/l (ikke målelig).
Metan, CH4
Metan
er en lugtløs, eksplosiv luftart, der forekommer i råvandet visse steder i landet. Den skal
fjernes tidligt i vandbehandlingen ved luftning eller blæsning, da
den kan give især
bakteriologiske problemer i vandværket. Afgang, værk: Max. 0,01 mg CH4/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 0,01 mg CH4/l (ikke målelig).
Mikrobiologiske parametre
Coliforme
bakterier
Denne gruppe bakterier er som regel ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men trives de samme steder
som
de sygdomsfremkaldende bakterier og kaldes derfor "indikatorbakterier". Påvisning af coliforme
bakterier tages som et tegn på forurening, og ved forekomst skal der foretages
yderligere
undersøgelser.
Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig). Ledningsnet:
i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Escherichia coli (E. coli)
E. coli forekommer i varmblodede dyrs
og menneskers tarmkanal, og forekomst i drikkevand indikerer
en frisk forurening med tilløb fra kloak, septiktank, mødding, gylletanke og lignende med deraf
følgende risiko for tilstedeværelse af sygdomsfremkaldende bakterier. Parameteren blev i tidligere
bekendtgørelser
kaldt "Termotolerante coliforme bakterier". Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke
målelig). Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Kimtal ved 37° C
Bakterier, der kan vokse ved legemstemperatur, kan være sygdomsfremkaldende eller ledsaget af
sygdomsfremkaldende bakterier, og der har aldrig været tolereret mere end et par stykker i godt
drikkevand, når
det forlader vandværket. På ledningsnettet kan højere værdier forekomme, navnlig i
store installationer.
Afgang, værk: Max. 5 pr. ml. Ledningsnet: Max. 20 pr. ml.
Kimtal ved 22° C
Dette
kimtal giver udtryk for antallet af "kuldeelskende" bakterier - jord- og vandbakterier,
forrådnelsesbakterier med flere, der kan være naturligt forekommende i naturen,
og som lever af
vandets indhold af organisk stof. De er sjældent sygdomsfremkaldende, men må dog ikke forekomme i for stor mængde,
blandt andet af hensyn til svage personer. Det er vigtigt at iagttage pludselige ændringer i kimtallet.
Kimtallet blev tidligere
målt som "Kimtal ved 21° C", men det er den samme gruppe bakterier, der
vokser frem.
Afgang,
værk: Max. 50 pr. ml. Ledningsnet: Max. 200 pr. ml.
Enterokokker
Enterokokker er tarmbakterier
- fækale streptokokker, og forekomst indikerer lige som E. coli fækal
forurening med vand fra kloak, mødding eller lignende. Efter en overgangsperiode på
to år måles
enterokokker kun ved forekomst af E. coli. Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Clostridium perfringens, herunder sporer Clostridium perfringens er en sporedannende tarmbakterie,
der ved forekomst indikerer en ældre fækal forurening. Parameteren skal kun bestemmes ved
overfladevandspåvirkning.
Afgang, værk: i.m. pr. 50 ml (ikke målelig). Ledningsnet: i.m. pr. 50 ml (ikke målelig).